sorgen

strækker sig

over nattehimlen

et blad

slipper

horisonten

pilgrimmen vandrer

med blod

i sit skørt

urgraven

åbner sig

VENTENDE

---

ANSIGTSLØS

gråden siler ned

ad sindets indervægge

perforerer tapetet (det blomstrede

dét med de blå kaffekopper)

her er helt stille

alle holder vejret

kærligheden kan ligge

på en knivsæg

de modne frugter er for længst

faldet fra

broer krakeleret

jeg taber mine ansigter

ét efter ét

---

nænsomt

uendeligt blidt

tager du tornen ud

af mit øje

jeg ser

kærligheden

lyse

imod mig

elskede
dine hænder
kender natten

ansigtsløse
kærtegn
i den slumrende
vind

støv
bliver til ler
i dine kys´

overflod

der er små
blanke dråber
på din læbe

saltet
har gjort dig
godt

havet er nådigt
for tiden

jeg fodrer dig
med fisk

fanget
med mine
nøgne hænder

rummet
mellem os
fyldes
af tavshed

stilheden eksploderer

nedenunder
vendes
verdenshavene

jeg er ikke
bange mere

Det er den voksne, der giver det ensomme barn stemme. Det barn, de fleste af os rummer.

Samlingen er ikke for pattebørn!

UDDRAG FRA BOGEN:

barnet
vågner

tiden
står stille

der er ingen
veje

ud

barnet revner

i starten næsten
umærkeligt

hun er gået i stykker

hendes tynde hud revner
og bliver rød

det siver fra den

nogle voksne
kan lugte det

de vender ansigtet bort
når hun ser på dem

nu ved hun
de ved det

at de ikke kan lide hende
fordi hun så gerne
vil elskes