Ravnens forlag
Ravnens forlag: Rudeskår 

Om "Rudeskår"


RUDESKÅR kan bestilles via ravnensforlag@hotmail.com eller gennem boghandlen. Den er på 68 sider, smukt illustreret af Paul M. Cederdorff og sat i skøn og original layout af Astrid Glahn. Bogens pris er vejl. på 160,00 kr.
Digte af Nana Rømer Dorph-Petersen 
RUDESKÅR er en samling digte om raseri i blodet, troens frisættende styrke, kærlighedens urkraft og et menneskes vækst.

Anmeldelse/lektørudtalelse:

Ny dansk lyrik, der adskiller sig fra den minimalistiske trend ved sin ekspressionisme...De (digtene, red.) forekommer taget ud af et mytisk univers a la Nietzsche, hvor verden er under voldsom skabelse. Universet er kroppen og temaet er erotisk - eller måske religiøst...Nana Rømer Dorph-Petersen har sin egen stemme blandt tidens lyrikere..." 
Anna-Meta Lind Brunsborg, DBC 2011

Digtuddrag af Rudeskår

 
Min elskede, nætterne er dine. Ubetinget.
Som ved skabelsens første morgen er dine kærtegn.
Blødere end ild, varmere end regn.
Natten er din, som den første gang jeg fandt dig
– i morgendisen.
Men dine hænder er kolde nu, dit favntag er ben,
kødet hænger fra i trevler.
 
Du gik, og jeg blev her,
forbløffet over at kunne trække vejret
– også uden dig.
Du var BETINGELSEN for mit liv, hele mit grundlag,
du VAR mit liv…
 
Nu lyder der ingen fodtrin – sengen er gold.
Min hjerne er som metal og stilheden er skinger.
Men indimellem –
indimellem drysser dine kys ned
fra stjernerne.
 

havets hvisken
havets dødsbo
tavs lugt
af blod
 
vi går i råd
fortaber os
i syndfloders
muzak
igen i aften
 
bor i mobile graves
skjulte skatte
 
stilheden 
den tavse mur
 
kødet
gråden
 
vi er ikke mere
saltet opløser sig selv
regnbuen vågner i solen
vækker vores kroppe
lydløst
 
LÆNGSLEN
STÆRKERE
END DØDEN

ja, jeg segner og dør
måske
ved dråberne fra din hud
nektaren fra dine faldgruber
 
ja, jeg ser havet
i dine øjne
brændingen mod øst, Guds
sol der står op
i dit øjes
bæger
 
ja, jeg ser
dig
 
jeg ser
dine læber
åbnes
i et skrig
 
jeg ser havet strømme ud
af dine hænder
og ned i mit skøds
overflod
 
jeg ser lyset
der samler alle partikler
i én stråle af sanselighed
 
jeg ser neglenes rids
i huden

 
Lav din egen hjemmeside med mono.net